“Vi løber ud af skyggen og ud på Nørrebrogade. Vi løber forbi Assistens Kirkegården. Vi løber ned mod Dronning Louises Bro. Vi løber ned mod larmen. Vi løber ned mod kaos. Vi løber ned mod festen. Vi løber sammen. Vi løber! Jeg ligger lige bag Laura. Jeg løber op på siden af hende. Hun kigger på mig. Hun ser mig ind i øjnene. Hun siger “Vi løber op på den bro sammen”! Vi kan fornemme, hvad der venter os. Vi tager alle sammen hinanden i hænderne. Vi løfter dem op. Så løber vi ind i en mur af konfetti, røg og en øredøvende larm. I det øjeblik smelter det hele sammen. Vi er lige midt i det. Om lidt er vi forbi og på vej videre. Men lige nu er vi præcis, hvor vi skal være. Vi er midt på broen. Vi startede sammen og vi løb op på broen sammen. Vi gjorde det sammen!”
Jeg vil gerne fortælle om Copenhagen Marathon 2017. Jeg vil gerne fortælle alle de historier, som hænger uløseligt sammen med dagen igår og den store oplevelse, som det altid er at løbe dette løb. Der er mange forskellige historier, der føles enormt vigtige lige nu. Måske kommer de ikke allesammen med i dette indlæg? Måske bliver de først fortalt senere? Mest af alt vil jeg bare gerne fortælle om alle de små oplevelser, der for altid har indprentet sig i min hukommelse.
En halvkold lørdag i marts tilbød jeg Laura, som jeg har løbet meget med igennem de sidste mange måneder, at løbe sammen med hende til Copenhagen Marathon. Lidt i erkendelse af, at jeg blot fire uger Hamburg Marathon ikke ville være i stand til at presse min krop fuldt ud igen. Men også fordi jeg tror på Laura. I min optik er det et vigtig opgave og et stort ansvar at løbe pace for en anden løber. Det siger jeg ikke for at gøre min egen rolle unødig stor. Det ville være misforstået. Men det kræver en indbyrdes forståelse og i sidste ende skal det være meningsfuldt for begge parter. Jeg vidste, at løbet ville blive betydningsfuldt for Laura. Derfor tilbød jeg min hjælp. Fordi det betød noget. Fordi, der var noget på spil. Mest af alt fordi jeg tror på hende. Når vi løber joker vi med, hvem der er bedst løbende og hvem der har den bedste tid på de forskellige distancer. Så stikker man lidt til den anden, hvis man er godt løbende og forsøger at finde holde masken, hvis man har dårlig ben. Det skal den anden ikke opdage. Alligevel bliver det nogle gange et skuespil på nogle skæve præmisser. For selvom vi faktisk er ganske jævnbyrdige i forhold til vores bedste noteringer, ved jeg udemærket godt, at jeg lever på lånt tid. Lige om lidt stikker hun af. Det ved vi begge to godt og derfor bruger vi næsten ikke tid på at snakke om det. Målet med løbet igår var klart. Den perfekte præstation. Min opgave var klar. Jeg skulle gøre det, som jeg er god til. Jeg er ikke god til at løbe hurtigt, men jeg er trods alt god til at løbe stabilt. Jeg skulle bruge de første 25 kilometer på at skabe de bedste betingelser for, at Laura kunne lave den perfekte præstation og samtidig kunne smadre min tid på marathon-distancen. Det troede jeg fuldt og fast på, at hun var i stand til. Derfor sagde jeg ja. Fordi jeg troede på hende.
Dagen før et marathonløb er en række af velkendte rutiner. Jeg carbo-loader igennem væske. Jeg spiser en god portion morgenmad. Jeg løber en helt kort og rolig tur. Jeg tager ud på Expoen og henter mit startnummer. Jeg snakker med de mennesker jeg kender derude. Jeg begynder at mærke et behov for at blive alene. Jeg får brug for at indstille mig mentalt på udfordringen, der er foran mig. Jeg lukker stille og roligt ned. Jeg sætter startnummeret på brystet. Jeg gør mig klar!
Søndag morgen er mekanisk. Jeg drikker en tynd blanding med Vitargo. Jeg spiser den faste morgenmad. Jeg drikker af den samme drikkedunk. Jeg siger ingen ord. Jeg koncentrerer mig. Jeg tager toget hen til Islands Brygge. Jeg kigger på de andre løbere i toget. Jeg spekulerer på, hvordan de er nået hertil. Så står jeg af toget og så starter det hele.
Jeg går ned mod starten sammen med Lea. Vi småsnakker. Jeg afleverer min bagage. Vi mødes med de andre fra løbefællesskabet AaRun og får taget et fællesbillede. Så kysser jeg Lea og siger farvel. Jeg finder Laura og Jacob. Vi snakker kort og begynder så at varme op. Stille op roligt løber vi i 10 minutter bag start-området. Jeg klemmer to gels ud i munden og tager den sidste slurk vand inden vi lader os opsluge af de tusindvis af løbere, der allerede står klar i startboksen. Starten kommer egentlig lidt pludselig og meget hurtigere end jeg havde forestillet mig. Pludselig begynder menneske-mængden at røre på sig og vi bevæger fra gang til løb. Et klik på uret. Nu er vi igang.
Der er ingen tvivl om, hvad vi skal. Rollerne er fordelt klart imellem os. Jeg holder tiden og løber stabile splits. Jacob, som er Lauras kæreste, er vandhenter og løber med hendes gels og saltsticks. Vi ved præcis hvilket tempo vi skal holde og hvornår vi skal øge. Der er styr på det hele. Nu skal måneders træning og forberedelse slippes fri i de københavnske gader. Af en eller anden grund er jeg nervøs. Mere nervøs end jeg havde forestillet mig jeg ville være. Jeg har kunnet mærke at spændingsniveauet har været anderledes end tilfældet var i Hamburg. Jeg var så rolig, at jeg sov som en sten natten op til løbet, hvor jeg normalt ligger og vender mig i sengen uden at kunne falde i søvn på grund af nerver. Men nu løber jeg her ved Nørreport Station og kigger febrilsk på mit ur igen og igen. Jeg har følelsen af, at det her skal jeg bare ikke fucke op! Vi rammer den første splittid ganske fornuftigt og forsætter. Tempoet øges en smule. Ikke nogen vild forcering, men bare en næsten umærkelig stramning. Det er en del af planen. Jeg løber ved siden af Jacob. Han har overskud på trods af, at han dagen forinden har deltaget i et tri-stævne dagen forinden. Han løber let og ubesværet. Vi småsnakker. De steder, hvor vinden rammer os løber vi tæt sammen med Laura lige bag ved, så hun kan ligge i læ imens vi arbejder i vinden.
Vi løber forbi Parken. Vi runder Strandboulevarden og Østerport Station. Vi rammer Kalvebod Brygge og er på vej mod 15 kilometer. Vi kigger bagud hele tiden og sikrer os, at Laura ligger lige bag os. Det gør hun. Vi snakker. Vi dirigerer. Vi løber. Vi løber sammen. Vi rammer bakken ved Fisketorvet og fortsætter ned af Ingerslevsgade. Det er her jeg bliver bekræftet i det, som har naget mig de sidste par kilometer. Jeg kigger på mit ur. Vi rammer ikke helt tiden, som vi har planlagt. Vi må hele tiden lave små justeringer for at der ikke opstår huller imellem os og hende. Jeg vil gerne være fuldstændig ærlig overfor Jer. Jeg bruger faktisk en kilometer på at løbe og blive en smule irriteret på Laura over at vi allerede er ved at smide hele lortet på gulvet. Jeg løber med en følelse af, at nu slutter løbet. Det slutter inden det overhovedet er kommet igang. En kilometer. Jeg føler et stik over, at jeg ikke kan løse opgaven, som jeg gerne ville. Jeg føler et ansvar for at løbet er ved slutte. En kilometer. Så finder jeg ud af, at løbet ikke er ved at slutte. Det er først lige ved at starte. Jeg kigger bagud, da vi drejer ind og løber på Sønder Boulevard. Jeg kigger på Lauras ansigt. Det er ikke et ansigt, der udtrykker kapitulation eller resignation. Det er et ansigt, der kæmper. I det øjeblik forsvinder enhver frustration ud af kroppen på mig. Det her handler ikke om mig. Det handler ikke om mit ego! Det handler om at give noget, der er større end det jeg får. Det handler ikke om mig. Det handler om Laura. Det er lige her, at Lauras marathonløb starter!
Fra det øjeblik er der ingen tvivl om, hvad vi skal. Jeg skal give alt hvad jeg har i mig for at aflevere hende i den bedst tænkelige situation, når jeg dropper ned i tempo og lader dem løber videre. Planen har hele tiden været at jeg ville følges med dem i 25 kilometer. Den holder ikke helt. Det er en fornøjelse at løbe sammen med Jacob. Han løber stadig fuldstændig let og er en fantastisk atlet. Det giver en god følelse i kroppen at opleve hvordan vi næsten instinktivt løber skulder ved skulder i modvinden og skærmer Laura. Der falder nogle hårde ord til hende fra mig i et depot på Nørrebro – gad vide om de er glemt? Et intenst øjeblik, hvor budskabet er vigtigere end formuleringen. Ro på. Du kan det her! Det er i disse øjeblikke, at hun træder i karakter. Det er i det øjeblik at hun viser, at hun ikke er en, der løber. Hun er en løber.
Hun arbejder lydløst og fokuseret. Hun udsteder kommandoer på de rigtige tidspunkter. Hun bruger os og vores arbejdskraft. Men vigtigst af alt – hun viser mod! Hun er en modig løber. Hun tør presse sin krop og dens ydeevne med en usikkerhed om, hvorvidt hun eksploderer ved 30 kilometer eller krydser målstregen efter den perfekte præstation. Lad mig bare afsløre det med det samme. Hun løber det perfekte løb. Hun laver den perfekte præstation. Helt kort. Helt enkelt og skarpt. Tag den lige helt ind og smag på det. Den perfekte præstation. Det handler ikke om sluttid eller ligegyldige placeringer. Det er større end det. Det er en følelse. Det er kulminationen på mange måneders træning og forberedelse, der har ledt frem til denne ene dag i København. Et forventningspres, som hun har lagt på sine egne skuldre og har skullet håndtere. Hun lever op til det hele. Hun er en gennemsnitlig løber. Det siger jeg ikke for at tale hende ned og det ved hun også godt. Det skriver jeg for at give den rette forståelsesramme. Hun er en gennemsnitlig løber, der skal arbejde enormt hårdt for bare at blive en lille smule hurtigere. Hun arbejdet hårdt. Igår lavede denne gennemsnitlige løber den perfekte præstation.
Min oplevelse med Laura slutter ved 27 kilometer. Det har hele tiden været planen. Faktisk er det ikke helt rigtigt. Jeg havde sagt, at jeg ville droppe ned i tempo efter 25 kilometer. Men altså – som jeg løb der på Frederiksberg Alle og havde en følelse i hele kroppen af, at vi alle tre arbejdede sammen som en organisme og nærmest trak vejret med samme lunge, var det sgu svært at sende dem afsted og selv løbe alene i mål. Jeg vurderer kort mine muligheder i hovedet og beslutter mig for, at løbe med til NBRO-festen på Dronning Louises Bro. Vi kan se og høre larmen på broen længe før vi når derned. Vi løber alle tre ved siden af hinanden. Så kigger hun på mig og siger ordene: “Vi løber op på den bro sammen!”. Det gjorde vi. Det er næsten umuligt at beskrive den følelse, der fylder kroppen ved dette punkt på ruten. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og igår var det helt vanvittigt. Vi rækker armene i vejret og lader os blive båret frem. Benene løber selv imens det fantastiske cheering-hold fra NBRO skriger deres begejstring ud i en regn af konfetti og røg. Det er det perfekte komma at sætte for dagen og for vores løb. Herfra er det ikke længere vores løb, men deres løb. Jeg sender dem afsted og løber herefter roligt og kontrolleret i mål.
Resten af Lauras løb har jeg kun set i billeder, som jeg har fundet rundt omkring. Jeg har siddet og scrollet igennem dem idag. Det er næsten som at se en rulle med gamle lysbilleder. Enkelte skud og glimt, der tilsammen fortæller en vigtig historie. Billeder, der viser selvopofrelse. Billeder, der viser vilje. Billeder, der viser en indre kamp, som man kun forstår, hvis man selv har turdet at bevæge sig forbi kanten af ens fysiske formåen. Billeder, der viser et ufatteligt mod. Et ansigt forvrænget i smerte. Sammenbidte tænder. Til sidst forløsningen. Forløsningen! Øjeblikket, hvor hun krydser målstregen. Nærmest vælter ind over den. Ude af stand til at stå på hendes ben. Lige bag hende løber Jacob. Præcis, som han har gjort på samtlige billeder. Ikke i centrum, men altid lige i udkanten og alligevel på det helt rigtige sted. Han løb med hele vejen og lavede et fantastisk løb.
Du gjorde det Laura. Jeg ved, at du sikkert er en smule skuffet idag over, at du ikke indfriende dit mål om sluttiden. Jeg ved, at du havde et andet mål end det, som uret med de røde digital-tal viste over dig, da du løb i mål. Men du levede op til alle mine forventninger. Jeg sagde på en løbetur for mange uger siden, at jeg tilbød at hjælpe dig, fordi jeg vidste, at det ville betyde lige så meget for dig, som det ville for mig. At min eneste forventning var at du gav dig selv fuldt ud. Det gjorde du. Du løb et perfekt løb. Du lavede en perfekt præstation og idag er jeg både stolt og ufattelig taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at spille en lille rolle i den store præstation sammen med dig og Jacob.
Jeg løb de sidste 15 kilometer alene til mål. Tanken om at udgå strejfede mig en enkelt gang, da jeg mærker det vakuum, der opstår, da kontrasten til festen på Dronning Louises Bro kan mærkes 500 meter senere, da jeg ser Jacob og Laura forsvinde længere fremme og der pludselig føles langt til mål. Men jeg skyder tanken væk. Jeg skal i mål. Sådan er det. Jeg skal gennemføre mit fjerde marathon i København. Dette tomrum punkteres nogle få kilometer senere, da den fantastiske Maren sender mit humør på himmelflugt med det vildeste hep jeg har oplevet og løber ved siden af mig i lang tid og griber min hånd. Vi kigger hinanden i øjnene. Hun siger alle ordene imens jeg bare kan smile tilbage. Tak Maren – du ramte mig på det helt rigtige sted og du var med mig hele vejen til Islands Brygge! Jeg giver den sidste highfive til Hasse på Langebro, da jeg mangler en kilometer og løber det sidste stykke i mål. Uret siger 3.30. Det er fint. Jeg er tilfreds. Det handlede ikke om min tid. Det handlede ikke om mig.
Her slutter min fortælling om Copenhagen Marathon. Det blev et løb, der handlede om nogle helt andre ting end i Hamburg. Det handlede ikke om at løbe mig ud. Det handlede om at give noget tilbage, som er større end det jeg tager. Det handlede om fællesskab. Om at være fælles om noget, der var større end os tre tilsammen. Det fællesskab fandt vi et sted i København, hvor en bro adskiller Nørrebro og Indre By.
Alligevel slutter det ikke her. Da jeg er kommet i mål henter jeg som det første min bagage og tænder min telefon. Jeg skal have bekræftet det, som Hasse råber til mig på Langebro: “Det ser skidegodt ud med Lea!”. Det giver ro. De næste 45 minutter tripper jeg og venter i målområdet indtil jeg ser hende komme i mål. Det vil jeg ikke skrive om nu. Ikke fordi det ikke er vigtigt, men fordi det er en historie, som hun selv vil fortælle om nogle dage.
Tak til alle Jer, der stod i Københavns gader og råbte os frem. Både Jer, som vi kendte og Jer som bare råbte alligevel. Det betyder mere end jeg nogensinde kan forklare med ord. Tak til alle Jer, der kom og sagde hej i målområdet. Tak til alle Jer, der har taget Jer tid til at skrive på Instagram, Facebook, mail eller Snapchat. Tak til alle Jer fra AaRun, der viste at fællesskab løfter en individuel sport som løb. Tak til alle Jer, som jeg ikke så eller bare ikke kan huske, fordi jeg enten var for træt, for ukoncentreret eller for fokuseret. Tak! Bare tak!
9000running 